Nye emner til nationale behandlingsvejledninger i intensiv terapi

Målet med nationale behandlingsvejledninger er ikke kun at skabe et anvendeligt værktøj til den kliniske hverdag. Det er også en måde hvorpå vi skaber et fagligt fællesskab på tværs af Danmark med fokus på faglighed og samarbejde. Frist for indsendelse af emner er 21. september 2018

intensiv

Kære Kolleger

Hermed indkaldes til nye emner til nationale behandlingsvejledninger i intensiv terapi. Emnerne vil danne grundlag for nedsættelse af nye arbejdsgrupper til det 10. guidelinemøde (NBV-møde?) ved Intensiv Symposiet Hindsgavl d. 24. januar 2019.

Målet med nationale behandlingsvejledninger er ikke kun at skabe et anvendeligt værktøj til den kliniske hverdag. Det er også en måde hvorpå vi skaber et fagligt fællesskab på tværs af Danmark med fokus på faglighed og samarbejde.

Formen kan være:
  • En GRADE baseret guideline af et mindre afgrænset emne
  • Operationalisering af større GRADE-baserede guidelines fra f.eks. ESICM eller SSAI til algoritmer/pixieudgaver tilpasset danske forhold
  • Opdatering af eksisterende nationale behandlingsvejledninger

Arbejdet med nationale behandlingsvejledninger kan, afhængig af omfanget, udgøre forskningsprojektet i speciallægeuddannelsen eller i en af subspecialiseringsuddannelserne i SSAI-regi.

Følgende emner har været fremsat på tidligere guidelinemøder:
  • Dysphagi: Hvordan vurderer man om en patient kan afcuffes? Er FESS obligatorisk? Hvordan samarbejder vi bedst med andre faggrupper?
  • Akut leversvigt: Hvem skal overflyttes til levercenter? Skal alle have NAC-drop? Hvordan udredes patienterne primært?
  • DIC: Er der overhovedet anden behandling end at få styr på den tilgrundliggende lidelse? Hvad med antitrombin III?
  • AFLI: Skal patienterne antikoaguleres? Virker magnesium overhovedet? Gør cordarone? Hvem skal DC konverteres? Er der forskel på behandlingen på almindelig intensiv og thoraxintensiv?
  • Post-ICU syndrome: Hvordan håndterer vi de problemstillinger som vores overlevere kæmper med?
  • ICP monitorering til neuroinfektioner: Hvilke patienter skal ICP monitoreres? Er der overhovedet evidens nok til at udsætte vores patienter for et invasiv indgreb med risiko for betydelige bivirkninger.
  • Nekrotiserende fasciit: Er immunoglobuliner stadig en mulighed? Hvad med hyperbar iltbehandling?
  • Hyponatriæmi: Hvem skal behandles med hyperton saltvand? Er der en plads for desmopressin?

Styregruppen vælger 2-4 emner og annoncerer disse på invitationen til guidelinemødet 24.januar 2019. Ved du allerede nu at du er interesseret i at arbejde med nationale behandlingsvejledninger så kontakt os allerede nu på nedenstående mail eller mød op til guidelinemødet i januar.

Deadline for indsendelse af emner er 21.09.18 og sendes til ledende lægesekretær Mette Raahauge mekn@rn.dk  Emne-felt: ”NBV emner”

På vegne af styregruppen

Lars Kjærsgaard, Specialeansvarlig overlæge, EDIC
Thoraxanæstesiologi og Intensiv Medicin, Anæstesiologisk Afdeling Syd, Klinik ABK
Aalborg Universitetshospital