Hvorfor skal universitetsbibliotekerne betale for at formidle offentligt støttet forskning?

Når danske – og de fleste udenlandske – forskere får finansieret deres forskning fra en offentlig kasse, skulle man tro at fagfolk og offentlighed dermed havde mulighed for vederlagsfrit at læse om resultaterne. Det er imidlertid forkert.

Når det videnskabelige arbejde afsluttes med en artikel, sendes den til et tidsskrift, der beder kvalificerede fagfolk om at vurdere den. Hvis der gives grønt lys, bliver den publiceret. I Danmark skal skatteyderne så betale endnu en gang, men denne gang er det ikke forskningsinstitutionerne, men forlagene, der skummer fløden.

Prisen på tidsskrifterne stiger

Nu kunne man med en vis ret indvende, at forlagene udfører et nødvendigt arbejde. “Peer review”, processen med vurdering af det indsendte arbejde, er med til at holde en vis standard i publikationerne. Men dette arbejde udføres oftest gratis!

Tidligere tiders trykkeudgifter er forsvundet i takt med at næsten alle tidsskrifter i dag netdistribueres. På trods af dette stiger tidsskrifternes priser – og hvad værre er, forlagene har kigget kabelselskaberne i kortene: hvordan sælger man underlødige produkter? Man anbringer dem i tvungne pakker http://www.information.dk/300166 sammen med publikationer, som forskningsbibliotekerne ikke kan undvære! På denne måde malker Elsevier, Springer og Wiley m.fl. skatteydere for penge, som de intet som helst får for.

Selv i USA er de akademiske institutioner nu så pressede af de traditionelle forlag, at de er gået til det radikale skridt at anbefale deres akademiske medarbejdere at publicere i open-access tidsskrifter, der publiceres gratis. Harvard udtaler direkte http://isites.harvard.edu/icb/icb.do?keyword=k77982&tabgroupid=icb.tabgroup143448 at den nuværende abonnementsordning ikke lader sig opretholde.

Når en institution som Harvard tvinges i knæ, siger det sig selv at udviklingslandene er hårdere ramt. Nogle forskere opfatter derfor publikation hos de etablerede forlag som direkte uetisk http://www.theguardian.com/science/blog/2012/may/16/system-profit-access-research, når det betyder at forskningsdata ikke kan tilgås i lande med begrænsede budgetter.

Er der et alternativ til at støtte de etablerede forlag?

Der findes flere veletablerede open-access forlag, der kan tilgås uden at dræne forskningsbibliotekernes kasse, heriblandt BioMed Central http://www.biomedcentral.com/
og PLOS http://www.plosmedicine.org/. Disse kræver betaling for optagelse af artikler for at finansiere driften, men artiklerne er tilgængelige gratis. Andre er fondsstøttet http://en.wikipedia.org/wiki/Open_access_journal. En artikel i Nature http://www.nature.com/news/open-access-the-true-cost-of-science-publishing-1.12676 – som man skal betale for at læse – argumenterer for fordelen ved open access, selv i et økonomisk neutralt scenarie, hvor forskernes publikationsudgifter modsvarer biblioteksudgifterne

Det amerikanske National Institute of Health (NIH) kræver http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/ nu at NIH finansieret forskning er gratis tilgængeligt via Pubmed Central.
Wellcome Trust stiller lignende krav http://www.theguardian.com/science/2012/apr/09/wellcome-trust-academic-spring? til forskning baseret på deres fondsmidler.

Det siger sig selv, at forlagene ikke bryder sig om at sige farvel til en garanteret indkomst. Elsevier finansierede en nyttig kongresrepræsentant, der fremsatte The Research Works Act http://en.wikipedia.org/wiki/Research_Works_Act. Loven skulle bremse open-access pub-licering, men Elsevier trak deres støtte til loven tilbage. Det kan have sammenhæng med en boykot http://thecostofknowledge.com/ blandt specielt matematiske forskere, samt at dona-tioner fra Elsevier til villige kongrespolitikere blev afdækket http://www.michaeleisen.org/blog/?p=807.

Hvorfor fortsætter den nuværende pengestrøm fra skatteyderne til forlagene?

Vi, de akademiske medarbejdere, er selv med til at fastholde status quo. Impact Factor http://en.wikipedia.org/wiki/Impact_factor, et mål for hvor ofte, et tidsskrift citeres, er indarbejdet i forskernes publikationsstrategi. Men som i kejserens nye klæder kan illusionen kun opretholdes, hvis der er enighed om den. De etablerede forlag lever af denne illusion. Impact Factor som begrundelse for publicering hos de gamle forlag er sat til diskussion http://blogs.nature.com/news/2013/05/scientists-join-journal-editors-to-fight-impact-factor-abuse.html og et  initiativ fra cellebiologer resulterede i The San Francisco Declaration on Re-search Assessment (DORA) http://www.sciencemag.org/content/340/6134/787.full som et opgør med Impact Factor som validering af forskning.

Michael Eisen, medstifter af PLOS, er kontant: “En af årsagerne til at der ikke sker fremskridt i publicering er at folk går med til hvad som helst fra forlagenes side for at få deres navn i de tidsskrifter, der anses for at give forskerne den højeste status.” http://www.motherjones.com/media/2013/09/michael-eisen-plos-open-access-aaron-swartz?page=1 og http://www.motherjones.com/media/2013/09/michael-eisen-plos-open-access-aaron-swartz?page=2

Vi er nødt til at sætte ind på flere planer:

  • Den akademiske verden må revidere “Impact Factor” som drivende kraft for publikationsstatus.
  • Offentlige institutioner, der finansierer forskning, skal kræve open-access publicering. Skatteyderne skal ikke betale to gange!

Facts om Open Access:

http://libraries.mit.edu/scholarly/mit-open-access/general-information-about-open-access/dispelling-myths-about-open-access/

http://www.biomedcentral.com/about/advocacy12

http://www.biomedcentral.com/1741-7015/10/73