I september og oktober 2013 var jeg visiting anesthesiologist på Department of Anesthesiology, University of North Carolina i Chapel Hill. University of North Carolina (UNC) er et af USAs ældste offentlige universiteter. Det åbnede i 1795 og ligger i byen Chapel Hill ca. 30 km fra North Carolinas hovedstad Raleigh.
At ”alting er større i USA” viste sig at holde stik fra det tidspunkt vi ankom. Både bilen der stod klar i lufthavnen og huset vi kom til var noget mere rummeligt end det, vi var vant til hjemme i Danmark. Det, der dog var mest iøjnefaldende var størrelsen af menneskerne i Chapel Hill. Den første patient jeg mødte på hospitalet skulle have fortaget rygkirurgi og vejede 230 kg. Det blev lidt af en udfordring at lejre denne patient i bugleje. Speciallægen tilknyttet neurokirurgi kiggede tørt på mig og spurgte ”Do you have such obese patients in Denmark?”. Jeg svarede, at vi nok havde lidt færre af dem. ”But you are also the happiest people in the world!”. Et respons jeg mødte hver gang jeg introducerede mig som dansker. Oprah Winfreys mening om det danske samfund er åbenbart lov i USA.
Dagen startede kl 6.45 med en kaffekop i hånden og 30 minutters undervisning. De fleste af dagene var det en af afdelingens ”fellows” der underviste. Et fellowship er en 1-årig uddannelse inden for eksempelvis pædiatrisk anæstesi eller anæstesi til thoraxkirurgi. Undervisningen kunne også varetages af en senior læge der havde en case til et M&M-møde (Morbidity and Mortality). Her blev casen diskuteret ofte med deltagelse fra andre afdelinger. Set udefra var denne tværfaglighed med til at gøre mødet meget udbytterigt. Samtidig var det et forum for diskussion af successer, problemer og alternative behandlingsforløb uden at nogen blev stillet til regnskab. Hver fredag var der ”grand rounds” for alle afdelingens læger og anæstesisygeplejersker. Her varede undervisningen 45 minutter og det var ofte eksterne undervisere.
Efter morgenundervisningen startede arbejdet på de ca. 35 operationsstuer. Alle former for kirurgi var repræsenteret på hospitalet. Der blev fortaget transplantationer, hvilket også forgik på nabohospitalet Duke 30 km herfra. Centralisering af sjældne indgreb kan ikke komme på tale mellem rivaliserende hospitaler!
Anæstesien foregik på mange måde som i Danmark, dog var der større tendens til at kombinere forskellige anæstetika og analgetika, end jeg er vant til. Inhalationsanæstetika er meget populære i USA, hvor der udover sevofluran bliver brugt isofluran, desfluran og dinitrogenoxid.
Anæstesiapparat på operationsstuen med 3 forskellige fordampere
Uddannelsesniveauet var utroligt højt i afdelingen. Alle reservelægerne havde deres egen operationsstue, hvor de ugentligt blev udfordret i mindre teoretiske case-baserede eksaminer. Derudover var der fokuseret oplæring i forskellige procedurer, eksempelvis transoesophageal ekkokardiografi. Arbejdsdagen sluttede, når alle operationer var overståede, ofte ved 17-tiden.
De fleste læger havde omkring 50-60 timers arbejde om ugen, hvilket var ca. 10 timer mindre end kirurgerne.
I USA påbegyndes speciallægeuddannelsen i anæstesi umiddelbart efter deres turnus og varer 3 år. Da jeg holdt et foredrag for afdelingen i slutningen af mit ophold omkring den danske speciallægeuddannelse var de ved at falde ned af stolene. Det vakte noget undren, at vi bruger 1 + 4 år på vores speciallægeuddannelse og at mange bruger yderligere tid på at kvalificere sig efter introduktionsstillingen. Dog blev især de kvindelige læger lidt misundelige da snakken faldt på barsel, hvor de har mulighed for 3 måneder.
Anlæggelse af arteriekanyle ad modum Seldinger
Da UNC er statsdrevet er det også et af de hospitaler der tager imod flest patienter uden forsikring. I sydstaterne taler en stor del af denne patientgruppe kun spansk, hvorfor der tit er behov for tolkebistand. Dette blev særligt iøjnefaldende inden for det pædiatriske område, hvor det ikke er kutyme, at forældrene er med på stuen ved indledningen. Det at være centrum på en stue blandt fremmede man ikke forstår, virkede umiddelbart som en voldsom oplevelse for børnene.
Et andet kendetegn ved det amerikanske sundhedsvæsen var også juraen. Alle patienter blev i det præoperative forberedelsesafsnit bedt om at underskrive et skriftligt samtykke til kirurgi samt anæstesi. Patienten med ansigtsfrakturer, der ikke kunne åbne øjnene fik hjælp til at føre pennen!
Efter nogle uger på operationsgangen skiftede jeg til SICU (Surgical Intensive Care Unit). Her deltog jeg i stuegangen på intensiv. Deltagerne var som regel en professor, en ICU-fellow, 3 reservelæger (general surgery, orthopedic surgery, anesthesiology), medical student(s), pharmacist student, respiratory therapist samt the visiting anesthesiologist from Denmark – det blev lidt trangt på stuen. En af de yngre læger eller en medicinstuderende gennemgik patienten og kom med forslag til behandling. Denne form for superviseret bedside-undervisning, hvor det reelt var den yngre læge, der stod for behandlingen, virkede utrolig effektiv med en meget stejl læringskurve. Alligevel kunne den store deltagelse virke voldsom, især for en vågen patient eller et barn. Efter stuegang på alle stuerne var der tid til journalskrivning og praktiske procedurer.
Som dansk anæstesiolog kunne det godt virke lidt specielt, at det var en kirurgisk afdeling og derfor også en kirurg der varetog behandlingen af eksempelvis patienter med septisk shock.
Opholdet på UNC var meget inspirerende. Jeg følte mig utrolig velkommen i afdelingen og mine kontaktpersoner på UNC gjorde en stor indsats for, at mit ophold blev udbytterigt. Oplevelserne af en anden arbejds- og uddannelseskultur, på godt og ondt, tager jeg med mig i mit arbejde i Danmark.