Baggrund
I 1950 anerkendte Sundhedsstyrelsen anæstesiologien som det 20. selvstændige medicinske speciale i Danmark. Det betød ikke at faget blev alment accepteret blandt de kirurgiske kolleger. Et lille udpluk af kommentarer i Dansk Kirurgisk Selskab illustrerer dette. “Ønsker ikke nogen ny overlæge, der skal lede for- og efterbehandlingen, og som skal være sideordnet med overkirurgen”. Eller ”Det vil gå ud over middelliggetiden, når man eventuelt skal udsætte en operation af h.t. narcoselægen”. ”Lad os være fri for anæsthesioverlægen”. Eller den grove: ”Kan en mand holde ud at være anæsthesilæge?” (- af hensyn til disse kirurgers slægtninge er citaterne uden navns nævnelse).
Retfærdigvis må det dog også anføres at toneangivende københavnske kirurger (Professorerne Husfeldt, Dahl-Iversen, RH og Foged, BBH) så helt anderledes på anæstesiologerne og deres nødvendige rolle.
I 1950 blev WHOs Anaesthesiology Centre Copenhagen startet på initiativ af især thoraxkirurgen Erik Husfeldt. Kursister fra hele verden kom til et etårigt kursus, hvor de blev undervist teoretisk og praktisk af tidens førende engelske, amerikanske og svenske anæstesiologer. De udenlandske eksperter – velmeriterede såvel klinisk som videnskabeligt – bidrog i høj grad til accepten af anæstesiologiens uomgængelige nødvendighed også i Danmark.
De første 6 speciallægeanerkendelser kom i 1951 og den 1. april 1953 de første to overlægestillinger med egen afdeling. Ole Secher (1918-1994) på RH og Henning Ruben (1914-2004) på Finsen Instituttet.
Observationsstuen KH -Verdens første Intensiv Terapi Afdeling
Bjørn Ibsen blev i april 1953 ansat som 1. reservelæge (anæstesi) på KHs 1. afdeling. Chefen og overkirurgen var Otto Mikkelsen (1895-1960). På afdelingen var der mellem 1. reservekirurgerne stærkt delte meninger om den postoperative væsketerapi. Det ene vagthold ordinerede rigelige væskemængder, mens det andet troede på væskerestriktionens nødvendighed. I den søgang bad Mikkelsen Ibsen om at få vandene til at lægge sig.
Det var bl.a. Ibsens indsats under polioepidemien (1952) som overbeviste Mikkelsen om Ibsens evner og kvalifikationer. I hvert fald fik Ibsen strømlinet den kirurgiske væskebehandling. Og i forlængelse heraf overtog han sygeplejeelevernes tidligere skolestue beliggende på KHs operationsgang. Lokalet blev først udelukkende brugt som observationstue for kirurgiske patienter, men fra den 21. december 1953 for alle patienter, som kunne have gavn af de metoder anæstesiologerne anvendte til daglig på operationsstuerne. I starten var der ikke fast personale.
Københavns Kommunehospital. Verdens første intensiv afdeling lå på 1. sal til højre for hovedindgangen
Anæstesisygeplejersker, medicinstuderende, fysioterapeuter og anæstesilæger deltog ad hoc. Først fra den officielle indvielse – den 1. april 1954 – blev afdelingen fast bemandet.
Moribund-erklæring og døde-journaler
Som ovenfor antydet var anæstesiologer – på det tidspunkt – ikke særlig værdsatte. Tiltroen til deres evner som behandlende læger var ringe. Ibsen var bevidst om dette. Han forlangte derfor at stamafdelingerne skulle erklære patienterne moribunde før de kunne modtages på Observationsstuen. Hvis patienterne sidenhen overlevede måtte det tilskrives anæstesiologernes indsats, mens hvis de døde så var det naturens uafvendelige gang.
Alle patienter som døde på afdelingen fik skrevet en døde-journal. I dette journalnotat blev forløbet gennemgået og kommenteret. Det blev opsummeret hvad der gik galt og hvad der gik godt. Ligeledes blev det nedfældet hvorledes den næste patient, med en lignende lidelse, skulle behandles.
Også ekstraordinære sygdomsforløb – som ikke var endt fatalt – blev afsluttende perspektiveret i journalen. Én anæstesiologisk journal startede sådan ”22-årig ung dame som 4 dage før ankomsten hertil har fået foretaget illegal abort i Oslo. Bliver hurtigt febril efter indgrebet, går i shock, som vanskeligt rettes op. Får anuri, overflyttes til Kommunehospitalet pr. flyvemaskine.” og sluttede med følgende notat dage senere ”Denne patient åbnede vejen for os i dialyseafdelingen. Hun beredte os mange vanskeligheder på grund af de uræmisk våde lunger og sugningerne under dialyserne hvor hun var hepariniseret. Vi lærte at en forsigtig sugning med et blødt kateter i trachea kunne gennemføres uden blødning. Endvidere lærte vi at nedkøling var en effektiv iltbesparelse. (Christian Thorshauge 28-5-56)”.
Respiratorisk insufficiens – kredsløbssvigt
Patienter med respirationsinsufficiens blev sædvanligvis håndventileret med et Waters’ to-and-fro absorber-system ligesom under polioepidemien. Undertiden var det muligt at låne en Engstrøm respirator fra Polioforeningen. Tracheostomi eller oral intubation anvendtes. Patienterne sederedes om nødvendig med lattergas. Millikan’s oxymeter og blodgasanalyser (i starten på Blegdammen) blev brugt til at vurdere den respiratoriske tilstand.
Kredsløbet blev vurderet ved måling af puls, blodtryk, fyldningen af v. jugularis externa, timediureser og endeligt og mest vigtigt temperaturen på tommelen og storetåen. Det var Ibsens credo – i modsætning til de fleste andre – at blodflow skulle prioriteres over blodtryk. Så i stedet for den udstrakte anvendelse af efedrin og noradrenalin, ved lavt blodtryk, foretrak Ibsen at fylde blodbanen op med rheomakrodex/saltvand indtil der kom fylde af v jugularis externa og den perifere temperatur på tommel og storetå normaliseredes. Specielt hos hyperterme patienter var det vigtigt at reetablere den perifere cirkulation så at patienterne kunne afgive varme. Ibsens foretrukne middel var det nyligt syntetiserede Prozil. Udover at være kardilaterende (alfa-receptor blokker) havde Prozil formålstjenlig ataraktisk virkning. Alt er beskrevet i Ibsens velskrevne, tankevækkende terapeutiske testamente: Intensiv Shockterapi. Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck. København 1969.
Resultater
I 1958 publicerede Ibsen og nordmanden Tone Dahl Kvittingen (1911-2001) resultaterne af de første 4 års intensiv terapi på KH i Nordisk Medicin (1958;38:1349-55): Arbejdet på en anæsthesiologisk observationsafdeling. Det var verdens første publikation om intensiv terapi. (Berthelsen & Cronqvist. The first intensive care unit in the world: Copenhagen 1953. Acta Anaesthesiol Scand 2003;47:1190-)
I alt var 259 patienter behandlet hvoraf 93 døde. Respiratorisk og/eller cirkulatorisk insufficiens var de primære grunde til overflytning til observationsstuen. 121 blev indlagt efter kirurgi, 60 pga. andre traumer, 34 som følge af hjerte/lunge sygdom, 19 pga. neurologiske lidelser og 25 med medicinforgiftninger.
Ibsens vision og profeti
”Nu er en mere aktiv indstilling over for brugen af kunstig respiration formentlig trængt igennem også i Europa, men når det kan lykkes at opretholde et normalt blodtryk
hos patienter, som på den behandlende afdeling har været pulsløse, og når shockerede hyperthermi patienter kan køles effektivt, må man spørge sig selv, om ikke en mere aktiv indstilling på et tidligere tidspunkt i behandlingen ikke blot til respirations-, men også til kredsløbsinsufficiens og hyperthermitilstande i fremtiden må være indiceret og berettiget.”
Og sådan blev det. Ikke bare i Danmark – men i hele verden.