Kejserens nye klæder eller anden kurs for speciallægeuddannelsen?

Man får lidt den fornemmelse, når man som mig har mange år på bagen og ser artiklen om selektionen af kommende kolleger der opnår hoveduddannelsesstilling (HU). Jeg kunne godt have tænkt mig en graf, der viste hvor mange, der også er videnskabelige eller ”artikelliderlige” efter speciallægeanerkendelsen.

Nu kan man jo nok fornemme min galde, og risikoen for at jeg erklæres foren sur gammel mand (skyggen begynder i mistænkelig grad at ligne en rollator, og jeg er 66 år gammel) er jo til stede, men efter nu 22 år i speciallægepraksis og samlet 59000 børn og yngre mennesker i generel anæstesi, samt et stort antal kroniske maligne og non-maligne smertepatienter, får man jo noget indblik i faget, og også i kollegers ageren eller mangel på samme. Det kan da undre, at det eneste, der selekterer kommende yngre anæstesiologer stadig væk er mængden af artikler, som man har været heldig at få presset igennem. De kolleger, der er håndværkere vil til enhver tid blive tabt på gulvet som ikke fine nok! Kan patienterne være tjent med dette – kan samfundet/skatteborgerne?

Da jeg engang for mange år siden besluttede mig for at blive anæstesiolog kunne jeg kigge på min publikationsliste, noget jeg egentlig havde lavet fordi det var spændende, men jeg kunne også opleve den skjulte dagsorden, at når jeg fyldte 40 i uddannelsestiden ville jeg være for gammel, og ville derfor publikationer eller ej ikke komme i betragtning som kvalificeret ansøger. Jeg blev derfor ”flugtlæge” en af dem man så lidt skævt til, altså ikke rigtig fin. I udlandet oplevede jeg det næsten modsatte, da jeg var færdig og godkendt som ”narkotisør” kom min daværende chef og spurgte om jeg var interesseret i at blive i afdelingen, for i så fald skulle jeg forske og skrive videnskab. Nu havde jeg jo bevist med speciellægeuddannelsen, at jeg var en god håndværker, alle kurserne blev jo efterfulgt af en eksamen, så nu var det en god idé at begynde at forske. Min chef ville skaffe midler og fungere som vejleder. Alt blev herefter skematiseret og klarlagt for de næste 3-4 år med en disputats som målet. Af familiære årsager måtte jeg vælge at rejse hjem til DK. Dengang foreslog jeg på det regionssygehus jeg fik ansættelse, at man skulle interessere sig for det præhospitale arbejde, men mine kolleger dengang kiggede på mig og overvejede om man skulle tilbyde mig professionel hjælp, for mage til tåbelighed havde man da ikke hørt om! Læger på skadesteder, med mudder. på støvlerne og i helikoptere, nej vorherre bevares. Af personlige erfaringer ved jeg også, at ikke alle videnskabeligt kvalificerede kolleger har lige meget is i maven i kritiske situationer. En engelsk kollega har fortalt, at hans flere gange engagement i krigszoner har stået med kolleger, som nok var kvalificeret på papiret, men når det brændte på var mere i vejen end til nytte.

Siden blev præhospitalsindsatsen jo opfundet i DK, vel takket være mange andre næsten behandlingskrævende kollegers indsats??

I min tid som speciallæge i praksis (det nærmeste man kan komme prostitution som anæstesiolog!) har jeg haft oplevelsen at se kolleger, som skulle være næsten færdige.
Jeg må erkende at de få, der orkede at komme ud IKKE kunne vise imponerende færdigheder, eller håndværksmæssig kunnen selv om de sikkert havde ”svinet” en masse papirer til. En sagde lakonisk til mig, at efter to uger i speciallægepraksis havde han intuberet flere børn end i de to år han havde haft kursus, for nu bare at tage en enkel episode. Det var dette jeg diskuterede med to yngre kolleger, da DASINFO kom i postkassen og FYAs indlæg kom om HU. Selektionen af kommende kolleger alene ud fra videnskabelige evner, synes set med mine briller som relativt snævert synet. I Sverige har de mange blokke, som kan uddanne speciallæger – og i andre lande tilsvarende. Hvis danske narkoselæger selekteres ud fra om de er det ypperste inden for forskning, hvorfor ser man så danske anæstesiologer som ledende/foredragsholdere/ invited speakers i internationale kongresser med samme hyppighed som man vinder den store gevinst i lotto?

Jeg er på vej ud af speciallægepraksis og har købt et nyt hus, hvorfra jeg kan se over på plejehjemmet, og derfra kan jeg se over til kirkegården, så min kurs er lagt. Måske skulle selektionskriterierne for hoveduddannelsesstillinger skifte kurs til noget mere brugbart og til gavn for såvel ikke-videnskabelige kolleger som for patienter og for det samfund, der betaler for uddannelserne?