ESA/ESAIC- gammel vin på nye flasker?

Opfordring fra en fulltime-intensivist, uddannet som anæstesiolog og jeres ESA-counsil-repræsentant

Her måske lidt glemt og gemt i en Coronatid står vores europæiske selskab for det måske mest kontroversielle forslag i nyere tid, nemlig at gå fra navnet European Society of Anaestesiology (ESA) til European Society of Anaestesiology and Intensive Care (ESAIC). Diskussionen har været langvarig og hård, specielt mellem ESA og ESICM. ESA har ønsket at fastholde og fundere intensiv terapi i specialet anæstesiologi, og har refereret til at langt de flere lande er intensive afdelinger styret af anæstesiologer (op til 80-90%), samt at langt de fleste landes nationale selskaber indeholder både anæstesiologi og intensiv terapi i deres navn.

ESICM har slået på, at de ønsker at fastholde Intensiv terapi som et multidisiplinært speciale, hvor man først får prædikatet Intenvist, når man har gennemført en kompetencebaseret efteruddannelse (som CoBaTrice) og /eller en eksamen som EDIC, men at mange primære specialer kan føre til dette ikke kun anæstesiologi. De af jer der er medlem af ESICM vil have modtaget en bekymringsmail i begyndelsen af maj fra formanden for ESICM Jozef Kesecioglu.

Hvad tænker så en fulltime-intensivist, uddannet som anæstesiolog, og i øvrigt jeres ESA-counsil-repræsentant? For mig at se er arbejdet omkring Intensiv afdeling på langt de fleste afdelinger knyttet til anæstesiologi; modtagelse, operativ behandling, procedurer på intensiv og vagtarbejde foregår i et kontinuum mellem intensive og anæstesiologiske kompetencerområde, hvor det kan være svært at definere hvor det ene starter og det andet begynder selv i ikke-coronatider. Det er muligt, at dette beror på tradition mere end noget andet, men det fungerer.

Man kan sagtens argumentere for, at de der har deres daglige gang på intensiv, som fagligt eller organisatoriske ansvarlige skal have en ekstra kompetence, og sådan foregår det jo også med den skandinaviske intensiv uddannelse og med EDIC-eksamen. Jeg tænker at vi står stærkere, og den seneste Corona-pandemi har også vist dette, hvis vi funderer intensiv terapi i vores europæiske selskab. Så må jeg opfordrer jer alle, der er medlem af ESA til at udfylde og sende den fremsendte stemmeerklæring underskrevet senest d 13/6.